Det ene af de to elementer i denne installation var en direkte fortsættelse af det interferensmaleri vi havde udført på Charlottenborg i 2003. Men selv om metoden var nøjagtig den samme blev udtrykket i maleriet markant anderledes fordi den ene af de to streger blev malet af arkitekten Katrin Kjartansdottir i stedet for Christian Skeel. Forskellen i nervesystemer resulterede i en helt ny form for interferens.
  Installationen adskilte sig desuden fra den forgående ved at vi modstillede det slyngede todimensionale mønster på væggene med en simpel tredimensional gitterkonstruktion af omtrent samme tæthed og med samme farver. Ideen var at undersøge den spænding der opstod imellem den selvbærende statiske struktur i rummets centrum og det dynamiske linieforløb på væggene. Bølgemønstret og gitteret skulle på en gang aktivere rummet og centrere det. Vi ønskede at skabe et visuelt og taktilt energifelt der, selv om det i princippet var statisk, lod sig oplade i kraft af beskuerens egne bevægelser.